Uhensigtsmæssige mønstre

Jeg hjælper dig med at blive mere opmærksom på de mønstre du bevidst og ubevidst sidder fast i, og støtter dig i at forandre og udvikle dem, så du kan genfinde glæden og nysgerrigheden, og igen trives i dit liv.

Vi lever efter vores erfaringer om hvordan verden ’virker’

Gennem livet har vi lært noget om hvordan vi bedst klarer os i forskellige sammenhænge, og det er primært disse vaner og mønstre vi bevidst og ubevidst trækker på i livet her og nu. Det er bl.a. derfor vi nogle gange oplever at sidde fast i nogle gamle mønstre, som ikke rigtig tjener os længere, eller som ikke længere harmonerer med det liv vi lever her og nu, som voksne. Vi ved godt rationelt at vi kan gøre noget andet, som ville tjene os bedre, men oplever alligevel gang på gang, at vi kommer til at gentage det gamle mønster.

Man kan sige at vi har en slags ’semi-automatpilot’

Jeg har specialiseret mig i hvordan vores nervesystem og tilknytningssystem er opbygget. Som mennesker bæres vi af erfaringer, vaner og dybe overbevisninger om hvordan verden ’virker’, der er lagret i nervesystemet.

Hvordan vi reagerer i forskellige situationer, vores vaner, stress- og angstreaktioner, hvordan vi oplever tætte relationer, er i høj grad båret af de erfaringer vi har gjort os i livet. Gennem årene bliver vores erfaringer samlet og lagret i vores krop i de dybe dele af nervesystemet – det autonome nervesystem.

Denne funktion i os er yderst vigtig, da vi ville blive overvældede, hvis vi hele tiden skulle være bevidst om alle detaljer rundt om os, og hele tiden bevidst skulle tage stilling til alt, altid. Vi udvikler vaner i nervesystemet, og opbygger personlige erfaringer med hvordan vi bedst navigerer i det liv vi lever, og med de mennesker vi har omkring os, for at vi bedre kan overskue hvad der sker lige her og nu, og for at have en rettesnor at navigere efter, i alle de impulser vi får fra verden hele tiden. Man kan sige at vi har en slags indbygget ’semi-automatpilot’.

De vaner vi udvikler, og de overbevisninger vi opbygger om verden, dannes ud fra erfaringer fra de omstændigheder vi er i igennem vores opvækst. Nogle gange oplever vi at vi sidder fast i nogle mønstre, som ikke rigtig tjener os længere, eller som ikke længere harmonerer med det liv vi lever her og nu som voksne. Ofte er et underliggende element af ens problemer en dyb overbevisning som vi, bevidst eller ubevidst, er styret af.

Fx ved angst – vi ved godt at der ikke reelt er fare på færde, men følelsen i kroppen går ikke væk bare fordi vi ved det. Eller i forhold til tætte relationer, så ved vi mange gange godt hvor det bliver svært eller hvor vi spænder ben for os selv, men vi havner alligevel samme sted igen og igen.

Jeg kan hjælpe dig med at blive mere opmærksom på dine vaner og hjælpe dig med at få øje på de overbevisninger der ligger til grund for de valg du træffer i livet og den måde du håndterer problemer på. Dermed skabes der grobund for at opbygge nye vaner og forandring af de overbevisninger vi bevidst og ubevidst lever efter.

 

______

Ring til mig på 30115822 eller send en mail til mail@lisebuus.dk for at booke en samtale, eller for at høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.